Blog

2014-10-24 16:42

Nu er jeg efterhånden ved at få en ”normal” hverdag hernede, hvor jeg har vænnet mig til at være her, og hvor alt ikke virker nyt og spændende, som det gjorde de første par måneder. Også på centeret har vi vænnet os til stedets rutiner, samt vores rolle og opgaver på stedet.

Vi er på praktikstedet 7 danske studerende som har delt os op i 2 arbejdshold, som fra uge til uge skiftes til at have morgenvagt fra 7.30-13.00 eller eftermiddagsvagt fra 13.00-18.30.

En typisk dag når vi har morgenvagt, ser ud således: Vi står op omkring kl. 6.15-6.30, spiser morgenmad, og tager af sted på arbejde 6.45 hvis vi skal med jeepney og 7.00 hvis vi tager taxa. Når vi ankommer til stedet sætter vi børnene til at børste tænder, og hjælper til med at bade og klæde de sidste børn på, hvis nogle mangler. De børn der går i skole tager af sted kl. 7, altså inden vi møder ind.

Formiddagen bruger vi på at lusekæmme alle de børn der ikke går i skole, da der som regel er her der er mest ro til det.

De mindste af børnene, som går i pre-school/børnehave følges af sted mellem 8.30-9.00.

Udover tandbørstning og lusekæmning bruger vi typisk formiddagen til lidt mere stille aktiviteter som tegning, legen med perler eller lego, lægge neglelak, og lignende. Derudover kan vi også vælge at se film med børnene, lege mere aktive lege, som gemme eller fange, eller spille bold med børnene. Børnene er også gode til selv at finde på lege, synge og danse, og underholde sig selv.

Ca. kl. 10.45 kommer de små børn tilbage fra børnehaven. Vi beder alle børnene vaske sine hænder, inden de får frokost omkring kl. 11.00. Det er som regel også her vi selv går ud og spiser frokost fra 11.00-12.00.

Når vi kommer tilbage fra frokost, beder vi igen børnene børste sine tænder, og vi begynder så småt at lægge dem til middagslur. Nogle af børnene har pligter efter frokost og lægger sig derfor først lidt senere.

Mellem 12.00 og 13.00 har de fleste af børnene lagt sig, og der er nogenlunde ro når vi går kl. 13.00, selvom det ikke altid er alle der er faldet i søvn.

I de uger hvor vi har morgenvagter, er vi oftest ret trætte når vi har fri, fordi vi har været tidligt oppe, og ikke altid er så gode til at gå i seng i ordentlig tid.

Når vi har fri tager vi enten på shopping, eller hjem for at sove eftermiddagslur og gå i bad.

Til aftensmad spiser vi ude i større eller mindre grupper, laver mad hjemme - sammen eller alene. Især de første par måneder var vi ude at spise hver dag, men nu er vi begyndt at lave mere mad selv.

Om aftenen sidder vi og snakker sammen, os der bor i huset, og af og til ser vi film, eller spiller kort eller yatzy.

En typisk dag når vi har eftermiddagsvagt starter med at vi sover lidt længere end når vi har morgenvagt. Formiddagene bruges enten på at slappe af hjemme, tage på shopping, eller tage i motionscenter. Vi tager af sted hjemmefra ca. 12.15 for at tage på arbejde.

Når vi kommer på arbejde kl. 13.00 er de fleste af børnene blevet lagt, og vi sørger lige for at sende de sidste i seng, hvis nogle af oppe. Derefter går vi ud at spise frokost ca. fra 13.30-14.30, hvorefter vi vender tilbage til centeret.

Når vi kommer tilbage er nogle af de store børn begyndt at stå op, hvor vi snakker med dem, og sætter aktiviteter i gang, svarende til mange af dem, der er nævnt under formiddagsvagten.

Kl. 15.30 vækker vi de sidste børn, som ikke selv er stået op, og omkring kl. 16.00 kommer skolebørnene tilbage.

Sidste del af eftermiddagene går ofte med aktive lege, og for mit eget vedkommende meget boldspil og fangelege, som jeg synes er sjovest.

Omkring kl. 18.00-18.30 spiser de aftensmad, og her inden beder vi dem vaske hænder, hvorefter vi tager hjem, når de begynder at spise.

Den typiske hverdag bliver ofte brudt, og der sker nogle andre ting. F.eks. har de mange helligdage, hvor børnene er hjemme hele dagen. Nogle af disse har vi brugt til at tage børnene med på tur. Vi har blandt andet et par gange taget dem til en swimmingpool, da de er helt tossede med at bade og svømme. Ture vi arrangerer betaler vi selv for.

Derudover hænder det ofte at stedet har besøgende, dette i form at filippinske studerende, som tilbringer et par timer på stedet. Samt privatpersoner der kommer for at fejre fødselsdag på stedet. Ved disse besøg, har de besøgende ofte arrangeret lege for børnene, og har mad med fra McDonalds, Jollibee (McDonalds-lignende kæde) eller lignende. Der er generelt mange besøgende på stedet i forhold til andre steder, og på den måde er børnene privilegerede eller ”forkælede” – idet at de mange besøg kaster mange gaver af sig, blandt andet i form af slik, legetøj og tøj. Af samme grund er vi studerende blevet enige om ikke at købe lejetøj til dem, og derudover er de også gode til at ødelægge de ting de har.

En gang om ugen har vi mulighed for at tage børnene til en gratis frivillig tandlæge, hvor børnene kan få trukket tænder ud når de har huller. Dette har vi benyttet os en del af, i forsøg på at sikre børnene bedst mulig mundhygiejne. Når vi tager børnene til tandlæge betaler vi selv for medicin mv.

Det må siges at være en udfordring at arbejde i en anden kultur, hvor der bruges anden pædagogik end vi er vant til hjemmefra. For mig har det været nemmest at observere de ansatte på stedet en hel del, og spørge nysgerrigt ind til hvorfor de gør som de gør. Jeg synes jeg har lært meget af den måde de er konsekvente overfor børnene, og børnene har meget mere respekt overfor dem end for os. Det er dog blevet bedre med tiden efterhånden vi også er blevet mere strikse over for børnene.

En stor del af den pædagogiske læring ligger ikke blot i arbejdet med børnene i en anden kultur, men også i at arbejde sammen 7 danskere, der kommer med en anden pædagogik i rygsækken, og som har 7 forskellige måder at ville arbejde og agere på. Vi har været gode til at holde møder undervejs, og tale og sparre meget om arbejdet og børnene. Vi har ofte konstateret at vi ikke kan være enige om alting, hvilket er en god erkendelse at komme frem til ret hurtigt, for at undgå gnidninger. Men fordi vi har været gode til at tale om tingene, har vi et rigtigt godt samarbejde og forhold indbyrdes.

Samarbejdet med de ansatte på stedet er rigtigt godt. Vi har et ugentligt møde med social workeren, hvor vi fortæller om hvis der er noget vi er opmærksomme på omkring nogle af børnene, og han opdaterer os på børnenes sager. Han er i øvrigt god til at orientere os i løbet af ugen, hvis der kommer nye børn til eller nogle der skal sendes videre. Også de to houseparents og det øvrige personale kommer vi godt ud af det med. Vi har flere gange snakket med dem om hvordan samfundet fungerer her, og ligeledes fortalt hvordan samfundet fungerer i Danmark, hvilket de har været meget nysgerrige på.

2014-07-16 12:15

Tiden nærmer sig afrejse - der er nu kun 14 dage til at jeg skal afsted, og maven er efterhånden godt fyldt med sommerfugle. Der er heldigvis ikke meget tid til at tænke alt for meget over tingene, da jeg har travlt med at få styr på de sidste praktiske ting.
Det er som om det de sidste par uger for alvor er gået op for mig hvor glad jeg egentlig er for mit liv herhjemme, og hvor meget jeg kommer til at savne det. Har indtil videre haft en fantastisk sommer her i Danmark hvor jeg har brugt rigtig meget tid på at være sammen med mennesker jeg holder af, samt min store interesse, beach volley. Håber virkelig meget at jeg kan komme til at spille en masse beach volley mens jeg er afsted!
Håber at jeg de sidste 14 dage herhjemme i DK ikke når at blive alt for sentimental, og at det allerede opståede "hjemve" hurtigt afløses af en glæde over at skulle afsted, og i øvrigt forsvinder som dug for solen, med alle de nye og spændende indtryk jeg kommer til at møde når jeg frem til min destination for det næste halve år. Jeg har for et par år siden holdt en måneds ferie på Filippinerne, og ved at filippinerne er meget gæstfri, imødekommende og generelt meget glade og smilende, hvilket gør at man hurtigt føler sig velkommen. Derudover hjælper det lidt at tænke på at jeg absolut ikke kommer til at savne det/den danske efterår og vinter, samt at jeg ikke skal tilbringe 6 måneder i praktik i en dansk dagsinstitution, som jeg allerede nu ved ikke er et område jeg vil arbejde med i fremtiden, da det slet ikke er mig.

På trods af alt det jeg kommer til at savne hjemme i Danmark, ved jeg også at der venter et stort eventyr forude, med en masse uvurderlige oplevelser, som bliver guld værd at få med i livets rygsæk.
Jeg er rigtig taknemmelig for at skulle afsted sammen med min veninde og klassekammerat Louise, samt de andre 20-25 danske studerende der også skal være der. Vi kommer til at bo 6-10 personer sammen i et rigtig lækkert hus, som er lige til at flytte ind i, hvor vi hver får et stort værelse, og deler badeværelse maks. 2 personer.
Det giver en god tryghed at vi er mange til at kunne støtte og sparre med hinanden, samtidig med at vi kan få en fed og social fritid når vi har fri fra praktikken.

Det jeg håber på at få ud af min udlandspraktik, fagligt og personligt, er blandt andet:
- at få et godt indblik i/en god forståelse for den filippinske kultur og hvad jeg kan lære af den
- at lære af den pædagogik der anvendes, og tage de gode og brugbare elementer med mig tilbage til DK
- at kunne bidrage med min egen pædagogik, og at denne sammen med deres pædagogik, kan gå op i en højere enhed ved at vi lærer af hinanden
- at styrke mine kommunikationsevner både i tale og kropssprog - i forhold til der kan være sproglige og kulturelle barrierer som kan give misforståelser. Så målet er at blive bedre til at formidle sit budskab og udtrykke sig klart
- at blive klogere på min egen pædagogik/mig selv som pædagog
- at møde en masse fantastiske mennesker og skabe nogle gode relationer
- at udvikle mig personligt og lære en masse om mig selv
- at finde en god og sund balance mellem at gøre en forskel i folks liv til det bedre, have en evig tro på bedring og udvikling, men også samtidig acceptere at jeg ikke kan redde alle mennesker som ikke har det godt/ikke har optimale levevilkår - dette bliver uden tvivl én af mine største personlige og faglige udfordringer

Mit mål er at gå ind i praktikken med ydmyghed, nysgerrighed og en reflekterende tilgang. Jeg kommer dertil for at lære af deres pædagogik, bidrage med den pædagogik jeg har med og finde ud af hvordan disse to ting kan forenes til alles bedste, således at mit praktikophold giver udbytte for både stedet, brugerne og jeg selv.

Jeg er slet ikke i tvivl om at denne mulighed jeg har fået for at tage afsted, er en once-in-a-lifetime-experience, og at jeg ville komme til at fortryde det på et senere tidspunkt, hvis jeg ikke greb muligheden. Så nu hopper jeg ud i det, og vil gøre alt for at få det absolut bedste ud af det og nyde tiden mens jeg er afsted. Inden jeg får set mig om, er tiden fløjet afsted, det halve år gået, og jeg skal hjem igen :-)

Kontakt

Tina Claesson Doña Rita Village, Main Street 50, Banilad, 6000 Cebu City +639771300036 tinamarieclaesson@hotmail.com