Institutionsbeskrivelse

Parian Drop-in Center er beliggende i Colon, som er én af de fattige bydele i Cebu City som er den andenstørste by i Filippinerne.

Centeret åbnede i 1991 og fungerer som et midlertidigt børnehjem for udsatte børn, mens der arbejdes på en mere permanent løsning for det enkelte barn.

Centeret er en del af et samarbejde der hedder Cebu City Task Force On Street Children, hvis primære funktion er at få gadebørn væk fra gaden og væk fra stoffer og kriminalitet. Samarbejdet består blandt andet med en opsøgende enhed som samler børn ind fra gaden, drop-in centre (midlertidige børnehjem) samt almindelige børnehjem.

Børnene på Parian kan være anbragt af ovennævnte organisation, politiet, af familien, eller ved egen henvendelse. Alderen på børnene ligger mellem 3-17 år, dog drengene kun op til 13 år.

Pt. er der 22 børn på Parian, alle med én eller anden form for omsorgssvigt eller traumatisk oplevelse bag sig. Her kan nævnes vold, seksuelt misbrug, misbrugsforældre, tab af én eller begge forældre, vidne til drab, liv på gaden eller i totalt fattigdom.

Antallet af børn kan variere, da børnene sendes videre og nye kommer til. De fleste af børnene går enten i kindergarten/pre-school (børnehave), elementary school eller highschool. Enkelte er ikke i skole, enten af sikkerhedsmæssige årsager eller hvis de er kommet til centeret midt i et skoleår og dermed først kan begynde til næste skolestart i juni.

Af ansatte på stedet er 1 leder, 2 houseparents, 1 social worker, 1 assistent, 1 social worker studerende, 3 øvrige kontorfolk, 1 pedel, vagter, gårdmænd, chauffør, håndværkere, samt frivillige – herunder studerende fra Filippinerne, Danmark og Tyskland.

Institutionens fysiske rammer består udendørs af en stor gård/parkeringsplads/basketbane, affaldsområde, samt et bade-/vaskeområde + udekøkken. Indendørs er der i stueetagen social workerens kontor, 2 værelser med tilhørende bad og toilet til husets houseparents, 2 store soveværelser til børnene med bad og toilet til hhv. drengene og pigerne, et køkken, et stort opholdsrum med spiseareal, samt 2 aflåste legerum. På 1. sal er der kontorer, møderum og toiletter til de ansatte. I opholdsrummet har de studerende et skab med legetøj, primært bolde, lego, perler og tegne-/maleting.

Social workerens rolle er at få identificeret børnene og skaffe alle de rigtige papirer, for at børnene kan sendes videre i systemet, hvilket vil sige videre til et mere permanent børnehjem, tilbage til forældre/øvrigt familie eller evt. til adoption. Social workeren er i dialog med forældrene/familien, institutioner, øvrige myndigheder mv. og laver en social profil på børnene med henblik på at give dem den bedst mulige fremtid. Det er hensigten at børnene sendes videre inden for 6 måneder, men processen bliver ofte længere, idet der ofte mangler oplysninger på børnene.

De 2 houseparents bor på stedet og har hver 2 ugentlige fridage på skift. De står for husholdningen, indebærende blandt andet vækning af børnene, tilberedelse af måltider, badning, rengøring og sengelægning. Børnene hjælper til med det huslige arbejde, som en del af deres pligter.

En typisk dag på centret består af at børnene vækkes omkring kl. 6.00, kommer i bad, klædes på, spiser morgenmad, skolebørn i skole kl. 7.00-14.00/16.00, børnehavebørn i børnehave kl. 8.30-11.00, frokost fra kl. 12.00, middagssøvn fra ca. 13.00-15.30, eftermiddagssnack ca. kl. 16.00, aftensmad ca. kl. 18.00 og sengetid kl. 21.00. Aktivering af børnene sker indimellem ovennævnte faste rutiner, og igangsættes primært af de studerende og frivillige, men også af og til af besøgende på centret.

Kontakt

Tina Claesson Doña Rita Village, Main Street 50, Banilad, 6000 Cebu City +639771300036 tinamarieclaesson@hotmail.com