I Danmark har vi (især) i pædagogiske sammenhænge fokus på individet, herunder udvikling af den enkeltes kompetencer og personlig udvikling. Det er mit indtryk at der i den filippinske kultur er langt større fokus på familie og fællesskab, og at denne/dette skal fungere. På Filippinerne er det gratis at tage en uddannelse, og der er fokus på vigtigheden af at uddanne sig. Dog virker det mere til at målet med uddannelsen er at kunne forsørge sin familie, end at udvikle sig personligt og fagligt.
Ovennævnte synes jeg kan skildres ved hjælp af Maslows behovspyramide (se figur nederst på siden), på den måde, at det er som om at det øverste trin ”Selvrealisering”, ikke findes i den filippinske kultur. I Danmark er selvrealisering gennem tiden begyndt at fylde mere og mere. Som teksten til pyramiden beskriver, er det en søgen/jagt efter nye udfordringer, hvilket fx kan være at man videreuddanner sig, mediterer, tager på pilgrimsrejser eller i udlandspraktik ;-)
Jagten på at være lykkelig ved hjælp af selvrealisering, tror jeg personligt er årsagen til at psykiske lidelser som stress og depression er udbredte i Danmark. I den tid jeg har været på Filippinerne, har jeg ikke set skyggen af disse lidelser, hvilket jeg mener, har sammenhæng med at der i den filippinske kultur ikke er samme behov for selvrealisering. Derudover mener jeg at penge er en stor årsag til at mange filippinere ikke realiserer sig selv: der er så meget fattigdom på Filippinerne, at langt de fleste ikke har råd til noget ud over hvad der er nødvendigt for at overleve.
Filippinerne virker generelt mere taknemmelige og tilfredse med livet, hvilket giver god mening i forhold til min teori. Som dansker kan det være svært at sætte sig ind i at de ikke har en søgen efter det ”mere”, som vi er vant til fra vores kultur, men hvis man ser det fra det økonomiske synspunkt, er det fornuftigt at de ikke går med drømme og ambitioner, der aldrig vil kunne opfyldes, og på den måde undgår skuffelser.
På Parian synes jeg i høj grad at dagligdagen er præget af at fællesskabet skal fungere. Personalet laver ikke aktiviteter med børnene der har til mål at fremme deres personlige evner og talenter. De aktiviteter de medtager børnene i er udelukkende af praktisk karakter, dels med det formål at dagligdagen på centeret fungerer, og dels at børnene kan lære hvordan man passer en husholdning/får et hjem til at fungere.
Der tages ikke hensyn til børnenes baggage og de ting som børnene har været udsat for, bearbejdes ikke på stedet. En væsentlig grund hertil, er at ingen på stedet er uddannet til at tale om, og håndtere disse problemer. Den konsekvente pædagogik der er på stedet og børnenes udførsel af pligter, virker til at gøre børnene stærkere, og meget mere selvhjulpne end børn i danske institutioner. Samtidig formår de langt bedre selv indbyrdes at løse deres konflikter, uden voksen indblanding, da de er fælles om at få dagligdagen og fællesskabet til at fungere.
”rejs-dig-op-og-kom-videre”-pædagogikken er som beskrevet ovenfor medvirkende til at børnene klarer hverdagen rigtig godt og får en robusthed, da de på ingen måde pakkes ind i vat og pylres om.
Dog ser jeg den ulempe at, fordi de ikke får deres problemer, traumatiske hændelser mv. bearbejdet, får de svært ved at håndtere, udtrykke og tale om følelser, hvilket kan give dem problemer senere hen i livet. Konsekvensen af ikke at bearbejde og udtrykke sine følelser, kan føre til en tilsidesættelse af sine egne behov, og at man lader sig udnytte (for at please andre). Dette kan f.eks. komme til udtryk i at det er svært at få en ærlig mening fra en filippiner hvis du spørger – men også mere alvorligt føre til at mange fattige filippinere desværre ender i misbrug og/eller er villige til at gå meget langt for penge, f.eks. ved at sælge sin krop. Jeg har også en ide om at ovennævnte er grunde til at man ser mange unge filippinske kvinder, sammen med gamle hvide mænd.
