Status på de første 3 måneder - lidt om hverdagen

2014-10-24 16:42

Nu er jeg efterhånden ved at få en ”normal” hverdag hernede, hvor jeg har vænnet mig til at være her, og hvor alt ikke virker nyt og spændende, som det gjorde de første par måneder. Også på centeret har vi vænnet os til stedets rutiner, samt vores rolle og opgaver på stedet.

Vi er på praktikstedet 7 danske studerende som har delt os op i 2 arbejdshold, som fra uge til uge skiftes til at have morgenvagt fra 7.30-13.00 eller eftermiddagsvagt fra 13.00-18.30.

En typisk dag når vi har morgenvagt, ser ud således: Vi står op omkring kl. 6.15-6.30, spiser morgenmad, og tager af sted på arbejde 6.45 hvis vi skal med jeepney og 7.00 hvis vi tager taxa. Når vi ankommer til stedet sætter vi børnene til at børste tænder, og hjælper til med at bade og klæde de sidste børn på, hvis nogle mangler. De børn der går i skole tager af sted kl. 7, altså inden vi møder ind.

Formiddagen bruger vi på at lusekæmme alle de børn der ikke går i skole, da der som regel er her der er mest ro til det.

De mindste af børnene, som går i pre-school/børnehave følges af sted mellem 8.30-9.00.

Udover tandbørstning og lusekæmning bruger vi typisk formiddagen til lidt mere stille aktiviteter som tegning, legen med perler eller lego, lægge neglelak, og lignende. Derudover kan vi også vælge at se film med børnene, lege mere aktive lege, som gemme eller fange, eller spille bold med børnene. Børnene er også gode til selv at finde på lege, synge og danse, og underholde sig selv.

Ca. kl. 10.45 kommer de små børn tilbage fra børnehaven. Vi beder alle børnene vaske sine hænder, inden de får frokost omkring kl. 11.00. Det er som regel også her vi selv går ud og spiser frokost fra 11.00-12.00.

Når vi kommer tilbage fra frokost, beder vi igen børnene børste sine tænder, og vi begynder så småt at lægge dem til middagslur. Nogle af børnene har pligter efter frokost og lægger sig derfor først lidt senere.

Mellem 12.00 og 13.00 har de fleste af børnene lagt sig, og der er nogenlunde ro når vi går kl. 13.00, selvom det ikke altid er alle der er faldet i søvn.

I de uger hvor vi har morgenvagter, er vi oftest ret trætte når vi har fri, fordi vi har været tidligt oppe, og ikke altid er så gode til at gå i seng i ordentlig tid.

Når vi har fri tager vi enten på shopping, eller hjem for at sove eftermiddagslur og gå i bad.

Til aftensmad spiser vi ude i større eller mindre grupper, laver mad hjemme - sammen eller alene. Især de første par måneder var vi ude at spise hver dag, men nu er vi begyndt at lave mere mad selv.

Om aftenen sidder vi og snakker sammen, os der bor i huset, og af og til ser vi film, eller spiller kort eller yatzy.

En typisk dag når vi har eftermiddagsvagt starter med at vi sover lidt længere end når vi har morgenvagt. Formiddagene bruges enten på at slappe af hjemme, tage på shopping, eller tage i motionscenter. Vi tager af sted hjemmefra ca. 12.15 for at tage på arbejde.

Når vi kommer på arbejde kl. 13.00 er de fleste af børnene blevet lagt, og vi sørger lige for at sende de sidste i seng, hvis nogle af oppe. Derefter går vi ud at spise frokost ca. fra 13.30-14.30, hvorefter vi vender tilbage til centeret.

Når vi kommer tilbage er nogle af de store børn begyndt at stå op, hvor vi snakker med dem, og sætter aktiviteter i gang, svarende til mange af dem, der er nævnt under formiddagsvagten.

Kl. 15.30 vækker vi de sidste børn, som ikke selv er stået op, og omkring kl. 16.00 kommer skolebørnene tilbage.

Sidste del af eftermiddagene går ofte med aktive lege, og for mit eget vedkommende meget boldspil og fangelege, som jeg synes er sjovest.

Omkring kl. 18.00-18.30 spiser de aftensmad, og her inden beder vi dem vaske hænder, hvorefter vi tager hjem, når de begynder at spise.

Den typiske hverdag bliver ofte brudt, og der sker nogle andre ting. F.eks. har de mange helligdage, hvor børnene er hjemme hele dagen. Nogle af disse har vi brugt til at tage børnene med på tur. Vi har blandt andet et par gange taget dem til en swimmingpool, da de er helt tossede med at bade og svømme. Ture vi arrangerer betaler vi selv for.

Derudover hænder det ofte at stedet har besøgende, dette i form at filippinske studerende, som tilbringer et par timer på stedet. Samt privatpersoner der kommer for at fejre fødselsdag på stedet. Ved disse besøg, har de besøgende ofte arrangeret lege for børnene, og har mad med fra McDonalds, Jollibee (McDonalds-lignende kæde) eller lignende. Der er generelt mange besøgende på stedet i forhold til andre steder, og på den måde er børnene privilegerede eller ”forkælede” – idet at de mange besøg kaster mange gaver af sig, blandt andet i form af slik, legetøj og tøj. Af samme grund er vi studerende blevet enige om ikke at købe lejetøj til dem, og derudover er de også gode til at ødelægge de ting de har.

En gang om ugen har vi mulighed for at tage børnene til en gratis frivillig tandlæge, hvor børnene kan få trukket tænder ud når de har huller. Dette har vi benyttet os en del af, i forsøg på at sikre børnene bedst mulig mundhygiejne. Når vi tager børnene til tandlæge betaler vi selv for medicin mv.

Det må siges at være en udfordring at arbejde i en anden kultur, hvor der bruges anden pædagogik end vi er vant til hjemmefra. For mig har det været nemmest at observere de ansatte på stedet en hel del, og spørge nysgerrigt ind til hvorfor de gør som de gør. Jeg synes jeg har lært meget af den måde de er konsekvente overfor børnene, og børnene har meget mere respekt overfor dem end for os. Det er dog blevet bedre med tiden efterhånden vi også er blevet mere strikse over for børnene.

En stor del af den pædagogiske læring ligger ikke blot i arbejdet med børnene i en anden kultur, men også i at arbejde sammen 7 danskere, der kommer med en anden pædagogik i rygsækken, og som har 7 forskellige måder at ville arbejde og agere på. Vi har været gode til at holde møder undervejs, og tale og sparre meget om arbejdet og børnene. Vi har ofte konstateret at vi ikke kan være enige om alting, hvilket er en god erkendelse at komme frem til ret hurtigt, for at undgå gnidninger. Men fordi vi har været gode til at tale om tingene, har vi et rigtigt godt samarbejde og forhold indbyrdes.

Samarbejdet med de ansatte på stedet er rigtigt godt. Vi har et ugentligt møde med social workeren, hvor vi fortæller om hvis der er noget vi er opmærksomme på omkring nogle af børnene, og han opdaterer os på børnenes sager. Han er i øvrigt god til at orientere os i løbet af ugen, hvis der kommer nye børn til eller nogle der skal sendes videre. Også de to houseparents og det øvrige personale kommer vi godt ud af det med. Vi har flere gange snakket med dem om hvordan samfundet fungerer her, og ligeledes fortalt hvordan samfundet fungerer i Danmark, hvilket de har været meget nysgerrige på.

Kontakt

Tina Claesson Doña Rita Village, Main Street 50, Banilad, 6000 Cebu City +639771300036 tinamarieclaesson@hotmail.com